Billedmagerne

Mange mennesker går rundt og tror, at de ikke kan tegne. Det er måske rigtigt, men alle kan lære det. Det er ganske almindeligt håndværk. Det er ikke svært og har slet ikke noget med kunst at gøre.

TORSDAG FORMIDDAG fra 9 til 12 er vi en gruppe, der mødes i poststuen på STATIONEN for at arbejde med at lave billeder. Nogle af os tegner. Andre maler med akvarel eller akryl og atter andre ”gratter med ler”

                                                    

Der er ingen lærer på holdet, men vi hjælper hinanden, så godt vi kan, med det vi ved. På lerholdet bliver der fremstillet meget forskelligt lige fra små skåle og vaser til meget fantasifulde figurer. Vi ar mulighed for at glasere de fremstillede arbejder og få dem brændt i keramikovnen.

Der er en meget hyggelig og munter stemning på holdet. Et af formiddagens højdepunkter er kaffepausen kl. 10, som godt kan trække lidt ud på grund af hyggesnak.

Flere gange har vi arrangeret udflugter til kunstudstillinger på museer eller gallerier i omegnene for at hente inspiration til vores videre arbejde på Stationen.

Vi ser gerne, at der kommer nye interesserede på holdet. I skal nok blive godt modtaget og få så meget hjælp, som vi kan give.